Dette dokument begynder ved nr. 251, af indskrevne stykker.

Slutter ved nr. 300.

_______________________________________________   

251

Har tingene ingen eksistens.

Det der eksisterer er det forholdet,

der er imellem dem.

Kan kunstnerens målsætning i kunst være,

at skabe en hånd­gribelig for­ståelses - om de forhold der er mellem tingene.

At tingene,

mister deres betydning,

til fordel for den uni­ver­selle kraft - der ligger i forholdet mellem tingene,

som eksi­stens.

Er det den kraft kunst skal udtrykke,

for at få sin univer­selle kraft.

252

“Mennesket” - for kunstneren,

er det vigtigere end tingene.

At kunstneren,

kan lade sig psykisk plage af kunst og om­givel­serne.

Vil det omskabe kunstneren i arbejdet med kunst,

at kunst gør kunst­neren - (som menneske) - kold.

Kan det være menneskene,

der skaber ‘kunstneren’ i forsøget på - at afklare deres omgivelser.

Som det et menneske - der forsøger,

at skabe kunstneren,

for at blive talt med iblandt kunstnerne.

253

Samvittighed,

fordre den meget af kunstneren.

At kunstneren må stå til ansvar overfor sin egen samvittig­hed,

når denne skal udstille sin kunst.

Kan kunstneren ignorer sin samvittighed,

ved at udstille dårlig eller ingen kunst.

Er det ved udstilling kunstneren bliver bedømt,

ved sit kunst­neriske talent.

Vil en kunstner - der igennem perioder har udstillet en ringe kunst,

kunne stille spørgsmål til sin samvittighed om - at forbed­re sin kunst.

Samvittigheden er den kunstnerens redskab til skærpelsen af kunst,

som den forhindrer kunstneren i - at nå frem til kunst.

At kunstnere,

uden først at få indretter sig på sin egen sam­vittig­hed,

miste forbindelsen til kunst.

254

Kunst er den ikke sandheden.

Kunst er den løgnen,

der får indsigt i sandheden,

som ligger i forståelsen.

Må kunstneren kende de midler,

der kan overbevise betragteren om sand­heden af sine løgne.

Kunstneren der viser,

i sin kunst,

at kunstneren har søgt disse midler,

kan denne kunstner aldrig udfører noget kunst.

Hvilken midler taler vi om.

Midlet til kunst,

kan den skabes ud fra en sand forestilling om kunst.

Ligesom kunstneren har ret til,

at skabe en forestilling ud fra løgnen,

som kunst.

Kan sandheden - som det gode eller løgnen - som det onde,

afgøre om mennesket (kunstneren) er god eller ond.

At det enkelte menneske søger mod det gode eller det onde i kunst.

Menneskeheden vil den samlet kunne tilstræbe det onde,

som løgnen i overbevisning om - at det vil udslette dets eksi­stens.

Menneskeheden vil den samlet kunne tilstræbe det gode,

som sand­heden,

i overbevisning om,

at det vil give dets eksistens en be­rettigelse.

Kunstnerens opgave er den - at finde balancen mellem det rea­listiske,

som sandheden - det gode og det urealistiske - som løgnen - det onde

- der begge vil repræsenteres i kunst.

255

Kunst er den betinget,

hos kunstneren,

af oplevelse - ligesom erkendelse er til stede.

I hvor høj grad har indlevelsen i oplevelsen indflydelse på erken­delsen.

Den indlærte viden,

uden bearbejdelse af kunstneren,

er den oplevelsen uden indlevelse,

at den - som manglende erkendelse - vil fremstå - som ingen kunst.

256

De reneste hensigter i kunst,

vil de retfærdiggøre midlet,

der er brugt.

At indenfor kunst eksistere - der en skabende selvfor­stær­kende moral,

som ingen ydre moral og love kan herske over.

Kunst der har urene hensigter - vil den kunne bruge midler - der i sig selv er retfærdige,

som det at kunst gør sin indre moral om det gode til noget ondt.

Den ude fra kommende menneskelige påvirkning på kunstneren (som menneske),

i skabelse af kunst,

vil der herfra kunne skabes retfærdig­gørelse af det uret­færdige uanset brug af midlerne.

257

Kunst der bliver klassisk,

som ­kunsten,

kan den have det ud­seende,

at den ligner noget andet inden for kunsten.

Er identitet det - der er afgørende,

for - at kunst kan blive kunsten.

Kunstens identitet vil den kunne arve den karakter forgængeren,

som kunst,

har er­hvervet sig.

Kunst tilhøre den kun det øjeblik den er blevet til i.

At kunsts udseende,

altid vil datere karakteren,

som kun­sten.

Kunstneren vil denne kunne gribe ind over for kunst udseende,

ud fra en higen efter originalitet.

Hvorledes vil den arvet karakter opfører sig ud fra op­fattel­sen,

at en karakter altid modsætter sig higen efter origi­nali­tet.

Originalitet kan den - som enhver “villet” manifestation af person­lig­heden være,

som karakter,

samme person­ligheds for­nægtelse.

258

En kunstners arbejde med kunst i en dybere mening,

vil denne ubevidst eller bevidst kunne forudsige sin egen død.

Vil kunstneren i lighed med fortidens primitive stamme­folk  være i stand til,

at bestemme,

som det natur­ligste,

sin egen død.

Kan kunstneren ved sin forståelse,

have følelsen,

af at have opbrugt al sin kraft,

der var til rådighed.

At kunstneren ved sit værks afklaring,

danner egne følelse af afklaring - der fremsige egen død,

som en naturlighed.

259

Kunstneren bliver denne først kunstner efter at have gennem­gået sit eget “jeg” maksi­male modstand.

Er denne regel gældende for al kunst - at det først bliver kunst,

efter at have gennemgået den maksimale modstand.

Kan kunst - der ikke møder sin maksimale modstand,

gå sin egen død i møde.

At hvis der ikke eksistere en magtfulde akademisk kunst/kunsten,

vil det få ny kunst til -at ‘gå død’ i mangel på modstand.

Er den akademiske kunst/kunsten,

kunst eneste modstand,

hvorved kunst kan bevise sin kraft.

Findes der i selve kampen for kunst,

noget der ligger dybere end det - som fremstår,

som den akademiske kunst eller kunsten.

260

Kunstneren og betragteren opsøger de igen og igen den samme kunst.

At den samme kunst,

kan være det udefinerbare,

i kunst­nerens og be­tragterens erindring.

Denne - den udefinerbare kunst,

indeholder den det skjulte,

der for­tæller om kræfterne i kunst.

At mennesket i sin bevidste søgen efter sin skæbne,

ubevidst finder sin egen skæbne.

261

Forstanden - vil den hos kunstneren kunne være så anspændt,

i troen på sin egen ufejlbarlighed,

at kunstneren frigøre sig fra kritik og ros,

der indkommer fra verden udenfor kunstneren.

At kunstneren ser i sin kunst,

det kunst­neriske højdepunkt ikke er nået ud over kunstnerens hidtidige præstationer.

At kunstneren har beholdt ‘sit sædvanlige niveau’,

som derved  ender i kunstnerens egne tradition,

hvor kunstneren har fået indarbejde den som manere i sit udtryk.

262

Skal antallet af kunst stige ved det stigende antal af kunst­nerer.

Har antallet af kunstnere nogen indflydelse på antallet af den skabte kunst - værker.

Mængden af malerier,

som færdigpakket kunst,

kan det afgive det indtryk - at en umådelig stor strøm af kunst er under udvikling.

Forholdet mellem de færdiggjorte billeder og det - som kan fremstår som kunst,

vil det blive afgjort af tiden og selve det faktum - at kunstneren holder inde med arbejdet som kunstner.

At forskellen mellem kunst og ingen kunst,

vil kunne ses klart.

Kunstnerens antal af arbejder - samt den tidslængden kunst­neren arbejder i,

har den ind­flydelse på det - at skabe kunst.

Hvor tidens afgørelse er,

om der er skabt kunst.

263

Billedkunstneren kan denne selv fremstå,

som et kunstværk.

Denne fremstilling,

hvor kunstneren selv fremstår,

som kunst,

svare det til - at kunstneren er skuespiller.

At skuespil er kunst,

i samme ånd - som maleriet er kunst.

Vil kunstneren i maleriet opfører et skuespil i lighed med skuespilleren.

At kunstneren indlever sig i den tænkte kunst,

som rollen skal udtrykke,

og derigennem på samme måde,

som skuespil­leren skabe rollen - som kunst.

Kan det tænkes - at kunstneren i billedet opfører en kamp,

der er mellem kunstnerens indre verden og den ydre verden,

hvor kampen stå mellem virke­lighed og fiktion,

som kunst,

at kunst­neren kun kan udtrykke kunstnerens egen virkelig­hed og ingen andens virkelighed.

At kunst­neren er frigjort fra skuespilleren - fra fiktio­nen,

det at skulle efterligne en anden kunstner eller opføre en anden person­lighed - som kunst.

Er der forskel på kunstneren der fortolker en anden kunstner i sine egne

maleri­er,

musikeren der fortolker komponistens komposi­tio­ner,

skuespilleren der fortolker en anden persons person­lig­hed,

- og kunstneren der målbevidst forsøger - at fortolke de ting der sker i kunstneren under påvirkning af det - der sker uden­for kunstneren.

264

Kunst der hurtig forsvinder ud af erindringen,

er det den kunst - der frem­står som en glansfuld skønhed,

der intet har af kunst­nerens personlighed i sig.

Erindringen vil den blive dannet af kunst,

der har kunst­nerens person­lige (karakteristikon) i sig.

265

Kunst skal den fremstå med hele sin betydning,

at den giver be­tragteren indtryk,

af helhed,

inden betragteren endnu har dannet sig en meningen om - hvad

kunst - som billedet fore­stil­ler.

Kan kunst dannes uden teorier,

mens kunstneren er sine kræf­ter bevidst.

Ideen kunstneren har til rådighed - kunstneren ikke er bevidst over,

kan den under arbejdet med kunst kommer til at fremstå klarere og klarere - at ideen bliver til kunst.

At kunst fremstår som det spontane.

Er det muligt - at denne spontane kunst,

der er opbygget ud fra tanken om ‘det at lave kunst’,

kan afløse en kunstners teori om kunst,

der er opbygget i selve tanken som kunst.

266

Kunstneren der kan fastholde sin stil direkte foran sit motiv,

vil denne have større frihed til arbejdet med kunst.

Kan kunstneren i frihed ved fastholdelse af sin stil,

gennemgå sine læreår,

hvor smerten og ensomheden er lagt bagved kunst­neren.

Er det her kunstneren træder ind i livet,

med kunst,

som kunst­ner.

Er det her kunstnerens har opgivet kampen - det at skabe kunst,

til fordel for den stil kunstneren har udvirket.

267

Vil det være muligt for kunstneren ved sit arbejde med kunst,

at lære sin egen bevidsthed at kende.

Bevidstheds-kendskabet for kunstneren,

vil det give kunstneren en kontrol over bevidstheden.

At kunstneren med sin bevidsthed,

i sin underbe­vidsthed,

kan ud­vælge.

Kendskabet til egen bevidsthed,

vil det åbne muligheden for i korte øjeblik­ke - at udslette denne.

Vil det være i disse klarets øjeblikke,

kunst kan fremstå.

268

Stil og smagen vil den stå klarets frem i den kunst en kunst­ner har taget fra den kunstner,

der for århundrede siden intet efterlod sig af stil og smag.

Kunst der ingen stil skaber og kunstneren der ingen smag skaber til efter­følgelse i sin egen tid,

er det skabelse af kunst.

Er det denne kunst,

der vil være den vanskeligste,

at forstå og for­tolke.

At dens egenartethed,

er skabt i kunstneren,

uden hensynet til - hvad der skaber kunst.

269

Kunstneren kan denne udtale;

“det er en kunstners pligt at arbejde med kunst for at blive stærk, denne pligt har jeg opfyldt, og alt hvad jeg frembringer, finder sine beundrere og dog når jeg ikke målet”.

Kan det tilføjes;

uden - at havde været bevidst om,

at målet ikke var muligt.

Kunstnerens bevidste tilstand kan denne blive klar over uvedkommende tilstande i kunstnerens liv,

at disse har haft af­gørende ind­flydelse på dennes kunst og liv.

270

Mister kunstneren til tider tankerne om kunst,

der efterfølgen­de udvikler frygtet for - at kunstneren har mistet sit talent.

Talentet - kan det være indbildningskraften,

at kunstnerens følelser bliver et ‘tomrum’ - det der mistet skabelse af kunst.

Tomrummet er det dèr kunstneren er mest udsat,

for at miste sig selv - som kunstner og ‘menneske’ kunst­neren har i sig.

Et tomrum der giver følelsen af total tomhed,

kan det uforklarligt - som dets tomhed opstår - lige så uforklarligt bliver opfyldt.

Kunstnerens følelser kan de være handlings­lammet i den

op­stået tomhed,

som kunstnerens følelser aktivitet sker ved samme tomheds forsvinden.

At arbejdet med kunst i tomheds-perioden - vil ligger stille,

efterfølgende  - ved følelsernes tilsynekomst langsom begynder arbejdet.

271

Kunstneren der ønsker at skabe kunst,

sker det ud fra den mest intense form - ved mindst opmærksomhed mod omverden.

Opmærksomheden kan det være den regelmæssige brug af medierne,

at læse aviser - høre radio - se TV.

Vil denne opmærksomhed medierne kræver forfladige de områder  kunst­neren skal bruge,

til frembringelse af kunst.

Er det opmærksomhed,

der er forskelligheden,

mellem det at skabe kunst og deltage i kunst­debatten.

At opmærksomheden enten beskæftige sig med kunsten,

som kultur eller det at skabe kunst.

Vil beskæftigelsen med kulturen i et samfund,

ske på bekost­ning af den kunstneriske skabelse.

272

Hvori ligger forskellen mellem at lade billedet tale for sig selv,

og lade presseomtalen tale for billedet.

Er der nogen forskel,

hvis det er kunst der fremvises.

Er der noget forkert i at bruge medierne,

hvis det er kunst - der skal beskrives - fremvises eller forklares.

Medierne er det værktøjet til - at formidle kunst,

eller er det kunst - der er værktøjet til formidling af mediet.

Kan forskellen ligge i kunstneren - der forveksler mediet,

med kunst,

den - som er samfundets kultur.

At kunstneren bruger mediet til skabelse af “kunst”.

273

Kunstneren kan denne føle,

‘det er herligt’,

at være hadet af så mange som muligt.

Kan kunstneren vende følelsen af hadet fra sin omverden til noget,

som er brug­bart i kunst.

At hadet,

kan presse kunstneren til sit yderste for at omforandre dette,

til at frem­komme med det - der er kunst.

Kan hadet presse kunstneren ud af kurs,

til op­nåelsen af det  - der er ingen kunst.

At hadet bliver en besættelse for kunstneren.

Forklaringen om hadet og kunstneren ligger den i det - der skaber hadet,

og det der frembringer hadet.

At en kunstige frembragte følelse af had - uden kunst,

vil ødelæg­ge kunst­neren.

At hadet der er opstået ved kunst - (ud fra den bedømmelse som er kunst),

vil skabe kunstneren til yderlig kunst.

At kunst der skaber hadet,

vil i sig have sin modsæt­ning - sympatien - der kan skaber tvivlen,

som kan få kunst­neren til at indse hadets berettigelse.

Kunstneren der bevidst søger offentlighedens had ved mediet - uden kunst,

vil denne ‘ingen kunst’ opnå,

samt ingen mulig­hed for forståelse for det - der er kunst,

men derimod mediets eget show.

274

Kunst der er virksom består den som en treklang; kunst-viden­skab- religion.

Dannes kunst af tre dele,

for at finde det indhold - der er kunst.

Hvor kunst er at danne tre-enighed,

hvis egne love fungere,

som kunst.

At kunst kan opnås og fungere ud fra farver varm-overgang-koldt.

At kunst kan opnås og fungere ud fra tankerne tro-viden-natur.

At kunst kan opnås og fungere ud fra en livsrytmen der er

stil­stand-overgang-bevægelse.

At kunst kan opnås og fungere ud fra...

kan det for betragteren drejer sig om,

at trænge ind i kunst.

Vil det at trænge ind i kunst - være at befinde sig i kunst og synes der er godt,

eller vil det at trænge ind i kunst - være at befinde sig i kunst og syndes der er ganske rædselsfuldt at være.

Kunst trænge den sig ind i betragteren,

og føler kunst det er godt eller rædselsfuldt.

275

Kunst arbejder den,

fra den indre virkelighed,

med at give den ydre til­værelse virkelighed.

Hvor kunsten er understrømmen,

som tilværelse,

der løber parallel med den ydre virke­lighed.

Er kunstneren den,

der kan få følelse med denne indre virke­lig­hed,

ved sit umiddelbare syn.

At kunstneren tidligere end andre mærke de omslag der vil ske i tiden,

som ydre virkelighed.

276

Maleriet,

som kunst,

er den en stor tegnefærdighed,

samt andre manuelle egen­skaber i forhold til det objekt kunst­neren er ved,

at udforske.

Hvor kunstneren forbinder sine egenskaber med materialets,

der er en be­skrivel­se af objektet.

Kunst er den tegnefærdighed og andre manuelle egen­skaber i adskillelse fra maleriet,

der igen er adskilt fra kunstneren i det,

der skiller kunstneren fra objektet.

Kunst består den af de elementer,

der er mellem kunstneren og objek­tet.

At kunst er forbindelsen maleri­et-materi­ale-objektet.

277

Det kunstneren skal lave,

som kunst,

er det den salon kunst,

galleri­erne og kunstforeninger mener er kunst.

Kan kunstneren føle,

at som bonde er kunstneren født og som bonde vil kunstneren dø.

At kunstneren kun - som kunstner,

kan fortælle det kunstneren selv har set.

At kunstneren tilhører det kunstneren er op­vokset i.

At kunstneren må kæmpe for at bevare det mest værdifulde,

kunstneren har,

nemlig det liv den opvækst,

kunstneren er blevet tildelt.

Kan det være fra kunstneren egen verden,

at kunst ud­springer.

278

Kræver det styrke,

af kunstneren,

for at bevare sin originali­tet i kunst.

Er det at forblive tro mod den tanke - den fornemmelsen i kunst,

kunst­neren er påbegyndt.

Kunstnerens styrke er den afhængig af kunstnerens menneskeli­ge relationer.

At kunstneren er afhængig af andre menneskers støtte,

i det kunstneren har fundet frem til i originalitet.

Kan den originalitet kunstneren har fundet frem til,

være den kunst,

som vejen,

menne­sket skal videre af.

Styrken til kampen for en originalitet,

kan kunstneren finde den i kærlig­heden.

Vil kærlighed som styrker være,

til et andet menne­ske - til kunst - kærlighed til kunstneren selv eller kærlighed til naturen.

279

Kunstnere der efterfølger epokegørende geni inden for kunst,

får de sjælden den anerkendelse,

der under andre omstændigheder ville være dem tildelt.

At kunstnerens “arbejder” uforholdsmæssig taber ved sammen­lig­ning,

i den samme tid,

med den endnu større mester.

Vil det være her - at betragterne oplever,

kunstnerens ufuld­kommenhed større end den i virkeligheden er.

Kan det være kunstnerens kunst lod,

at den vil gå helt til grunde både i samtiden - men også for eftertiden.

At denne kunst aldrig,

vil kunne møde påskønnelsen.

Kan en kunstner - der har fået en ufor­holdsmæssig stor påskøn­nelse i sin samtid - mister denne påskønnelse for efter­tiden,

hvor kunst­nerens kunst helt går glemslen i møde - på grund af en manglende kunst - eller kunsten.

At udsvinget for ‘tidens kunst’ og eftertidens kunst,

som kun­sten,

sker i det forhold der er den ‘ren kunstneriske værdi’ - sat i relation til berømmel­se kunstneren har fået tildelt af sin samtid.

280

Kunstneren kan denne føle sit indre fuld af begejstring - fortrøstningsfuld,

for - at skabe billedet - som kunst.

Kunstneren kan denne føle sig så ulykkelig og syg,

over at opleve det ene billede efter det andet ikke fast­holder bille­det,

der udgør selve tanken som kunst.

Er det her som menneske,

kunstneren ikke forstår sit eget sprog.

At sproget - [kunst] ikke er det kunstneren ser - som menne­ske,

hvor kunst­neren mangler de følelser kunstneren - som menneske skal ud­trykke.

281

Hvorledes skal kunstneren forstå,

hvad der er kunst.

Den kunstner der kan forklare sig selv om; naturalisme - sym­bolisme - stil­arter - idealisme,

er det kunstneren,

der modsætter sig sit eget værd,

som den menneskelige værdi.

Kunst eksistens - som den menneskelig værdi,

er det den kunst­neren ser som glimre,

den kunstneren i sin stræben ser som kunst.

At kunst ligger bag det kunstneren ser glimre,

som guld,

at kunstneren vil finde,

at det ikke kun er guld som glimre.

282

Kunst er dens eksistens til for at blive forstået.

Logisk tænkning,

vil den give indsigt i kunst eksistens.

At tekster - vil kunne fremstille og anskueliggøre,

kunst til en mere almen-viden.

Forståelsen for kunst eksistens, sker den ud fra erkendelse:

1]   Den erkendelse,

som er den direkte vej gennem læresæt­ninger­ne,

som viden,

der i sig selv danner regelsætningerne for en videns for­sættelse.

2]   Den erkendelse,

som er selve fordybelse i det enkelte menneskes viden om mennesket,

u-afhængig af en opbygget viden - der fastlåser mennesket i forudbestemt bestemte tanke­mønster.

283

Et billede kan det være iscenesættelsen af,

hvad der ville kunne finde sted i naturen.

Er det den ‘gode løgn’,

det nærmeste mennesket kan komme sand­heden,

med sin intelligens.

Er “løgnen” en sandhed,

der eksistere for det enkelte menne­ske,

som intelli­gens.

Består “sandheden”,

i sin eksistens,

ud fra nøjagtig samme former for intelli­gens,

i det enkelte menneske,

som løgnen.

At billedet,

som kunst ikke definere løgnen eller sandheden,

men - noget mere eviggyldig - der både indeholder løgnen og sand­heden,

som op­fattel­se i tiden,

den menneskelig erken­delse udtrykt i kunst.

284

Er den feminine kunstners opfattelse om kunst forskellig fra den

masku­li­ne kunstners opfattelse om kunst.

Forskelligheden i kønnene,

vil det give sig udtryk i forskel­lig­heder,

som kunst,

at begge udtryk har kunst med en forskel­lighed i sig.

Denne forskellighed er den det indehold,

som er kønnets for­hold til kunst eller kønnets forhold til livet.

Skabelses-processen er den passiv og aktiv.

Den femini­ne er det den passive - der er afventende,

at en inspiration skal ind­finde sig.

Den aktive er det den maskuline - der kæmper med stoffet,

selve det at arbejde.

Kunsts som opfattelse - kan den være indeholdt i den opfattel­se,

at kvinden såvel manden - kan skabe kunst ud fra en op­fattelse,

at kunst ek­sistere uden for kønnenes sfære.

At kunst er kønsløs,

at kunst er uden feminismen - uden maskulinitet.

Hvilken kraft adskiller det kvindelige fra det mandlige,

i vor tilværelse, hvilken kraft skal der til for at udjævne denne kraft.

Den kraft der adskiller kønnet,

er det den samme kraft der adskil­ler,

den kvindelige kunstner kunsts fra den mandlige kunstner kunst.

Vil en kraft af opsatte regelsæt for kunsts lighed mellem kønnene kunne frataget kunst den kraft,

der i sin forskellig­hed - som feminismen overfor maskulinitet danner selve urkraf­ten mellem kønnene.

Skaber en ligeværdighed i det kunstneriske udtryk mellem kønnene,

en kunstnerisk forståelse,

som op­fattelsen om kunst,

der udjævner skabelsen af kunst,

som udtryk for skabelse af kunst,

i sin grundlæggende forskellighed.

285

Det moderne samfundets strukturopbygning,

viser det et sy­stems beher­skelse,

som under­kastelse,

af det enkeltes menneskes viden,

herunder vore sanser ved en systematisk kortlæggelse af viden.

Har opbygningen af viden - ‘kunsten’ den tilstræbning,

at fratage det enkelte individs muligheden for - at nå livets meninger uden om strukturer,

samfundet opbygger som institutio­n kun­sten.

Kan et systems ‘påtaget åbenhed’ fratage mulighederne,

for at kunst kan udvikles.

At systemmets krav - for åbenhed til skabelse af kunst,

er at kunst skal indgå i dets økonomiske strukturer.

Mulighederne for skabelse af kunst eksistere de kun i de åbenbare tanke-systemer,

der står i relation til et system,

der er tiltænkt kunst­neren.

At det er i de af systemmets afsatte tanke-systemer,

kunst­neren - vil kunne se sin begrænsning i skabelse af kunst.

286

Salg af kunst er det betingelsen for at kunne leve - (overleve),

som kunst­ner,

inden for det kapitalistiske systemets afgrænset felt.

Salget er det dét,

systemmet kræver af kunst til opnåelse af status som kunst­ner.

Manglende salg - kan det forpeste en kunstners privatliv,

set ud fra synspunktet - manglende salg er manglende kunst,

som fratage kunst­nerens den psykiske arbejdsro ved omgivelsernes pres om et salg.

Det indlærte systems regelsæt,

for målsætningen for kunst,

ligger det i kunst­neren og i dennes privatlivs personkreds.

Vil det skabe kunst­neren indsigt i sin manglende evne,

til at ned­bryde privat­livets eller systemmet opbygget regelsæt,

for hvad kunst­nerens målsætning er for skabelse af kunst.

287

Hvilken indflydelse har de,

der styre et samfunds-system,

på ska­belse af kunst.

Vil det kunne siges,

at kunst kun kan blomstre,

hvis den der styrer et land er elsker af kunst.

‘Kultursystemet’ kan det forveksles med ‘skabelse af kunst’,

der ikke består af noget “tænkeligt” system.

Kan det siges,

at det kulturelle system bekæmper “skabelse af kunst”,

ved sine egen bevaringsbestræbelser.

Kan det siges at kunst bestræbelser for fornyelsen,

er den samtidige kulturelle bekæmpelse.

At skabelse af kunst,

er den kraft som fornyelse,

der fratager kulturen en tilsvarende kraft til dens bevarelse.

288

Kunstneren kan denne opleve sig selv,

som et uhyggeligt menne­ske.

Hvor kunstneren forfærdes,

ligesom betragteren,

over de arbej­der denne har frembragt som kunst.

At kunstneren selv nægter at tro,

det er kunstneren - der har skabt denne kunst.

Skal kunstneren være vidende om en frembringelse af kunst.

Kunst der sker uden for kunstnerens bevidste-under­søgelser,

vil det være det - der beskriver,

i en anelse,

noget om den virkelig­hed mennesket kan blive stillet over for.

Kunstnerens forfærdelse viser den kunstneren,

at denne endnu ikke har nået helt - at få klarlagt (bevidstgøre),

den kunst,

kunst­neren i sit indre,

som det ubevidst skal forsøge at klar­lægge.

289

Kan kunstneren finde lykken,

som menneske,

ved det at arbejde med kunst.

Arbejdet med kunst sker det for at gen­vinde,

på et højere plan, 

det som kunst­neren taber som menneske.

Kan kunst udtrykke menneskets inderste tanker,

en vilje til at drage de konsekvenser af sit eget udtryk,

der skabes i kunst som en menne­skelig vilje til at møde...

At mennesket,

konstatering i kunsten,

er vilje til kunst.

290

Helte i et samfund er det de tavse,

der med storladen sikker­hed møder velviljen til deres heltegerninger.

Er det kunst­neren - der må gå forrest i bestræbelserne på,

at skabe forandringer i et samfund.

Kunstneren er det den - der mere end helten skaber en fornyet stor­hed inden for kunst.

Er kunstneren,

indbegrebet,

selve storheden der møder middelmå­dig­heden,

ikke som helten,

møder de begejstrede be­trag­ter af en fornyede kunst,

men den fjende - som kunst altid med de vild­ledte betrag­ters vilje møder kunstneren.

291

Kunstneren hvad har denne ydet menneskeheden,

-og hvad har menneskene ydet kunstneren.

Kunstneren har denne set - iagttaget og hørt det,

der skaber kunst,

har menneskene vist - forklaret og sagt det,

der skaber kunst.

At den indsamlet viden er sket fra andre mennesker,

som kunst­neren har bearbejdet i sin egen bevidstheds-gørelse,

til kunst.

Kunst er den en indsamlet,

bearbejdet,

viden fra utalli­ge menneskers - deres utallige forskelligheder - som viden om livet. Fra dumri­aner til åndfuld,

fra de mest uvidende til de mest viden­de,

der spænder fra barn­dommen - den modne alder til alder­dommen.

Er det kunstneren der indsamler - bearbejder - give kunst fra,

sig til den fornyet bearbejdelse af næste kunst­nere.

At kunst er en koncentreret bearbejdelse,

som viden,

af mennesket,

til videregivelse om menneskene.

Vil denne indsamling af viden give koncentrationen [kunst],

der efter­følgende,

ved ‘mængden’ af en menneskelig forståelse danne grundlaget for kunsten,

som opløsliggøre koncentrationen,

der igen skaber behovet for for­nyelse af koncentrationen,

i skabel­se af kunst.

292

At lade sig lede af sine følelser,

er det at være kunstner.

Skaber det kunst.

Hvilken tilstands-forandring får kunst,

af kunstneren,

der lader følel­serne løbe af med kunstneren.

Kan følelserne være det sammenhæng,

der er mellem det virke­lig­heds-nære og det virkeligheds-fjerne.

At kunstneren i følelsernes fjernelse fra kunstnerens egen virkelig­hed,

ikke danner en ny virkelighed - men ødelægger den følelsesmæssi­ge-virke­lig­hed,

kunstneren er ved at danne.

293

Den menneskelige inspiration er det naturlig for kunst.

Det menneskelige,

glæden ved at skabe fornyede og forbedring for menne­skets forhold til livet,

er det målet for kunst.

Hvilken forhold gør sig gældende,

når tings-lig-heder i kunst overgår til selve inspiration til kunst.

Skaber det det forhold,

at selve tilværelsen er overladt til tingene eller at mennesket må skabe et forhold til tingene,

som en del af menneskets til­værelse.

294

Den originale kunst,

som skabende kunst,

er det i sin yderste be­tydning,

den der er selve kunstnerens personlighed i hele sit væsen.

Skabelse af kunst skal det forstås,

som det der frem­viser liv,

u­denfor vedtagne regler,

der prøver at forbinde kunst med kunsten.

295

Ved enhver kunstner,

at al kunst har sin periode.

Kunstneren vil denne i sit arbejde med kunst,

have disse tanker med i sine overvejelser - ‘at al kunst har sin perio­de’.

Kan en kunst gennemleve flere perioder med skabelse af kunst,

uden at gå til grunde.

Vil det være ‘de menneskelige egenskaber’,

der lægges i kunst,

som værdi,

der gennem­løber flere perioder,

som kunst uden at miste sin betyd­ning.

296

Ud fra tanken - at enhver der prøver at nedbryde gældende regler i et samfunds-system - må være gal,

er kunstneren så gal.

Et samfunds-systems regler opbygget af menne­sket,

be­tragter vi disse menne­sker som normale... gale.

Det menneskeskabte regelsæt,

der er uden menneskelig indhold,

kan de svare til kunst,

at det er ingen kunst,

ukunst.

Kan systemmet bestå af mennesker - der er uden menne­ske­lig forhold til sin tilværelse,

som den medmenneskelige virke­lig­hed.

Kan disse mennesker skabe en uvirkelige verden,

ved deres opbyg­ninger af regelsæt,

for både kunst og mennesker gøren,

i forsøg på at fra­vriste det menneske­lige,

at mennesket mister forholdet til det der er livet,

udelukkende for at gennemføre et system,

baseret på den totale magt over mennesket,

ved umenneskeliggørelse.

Skabes kunst ud fra tanken om magt.

Vil denne magt kunne bestå,

hvis den som kunsten uden menne­skelig ind­hold udtrykker en total magt.

At de regler der er uden menneskelig indhold,

bestemmer over regler med menneske­lig indhold,

vil være regler der skabes af mennesker - som er gale.

297

Er det så lidt der som kunst rager op over mængden af malerier.

At det er så lidt,

som kunst,

der ikke føles overflødig.

Hvor følelsen af at dette som kunst,

at skabe,

var nødvendig for kunst­neren.

Kan kunstneren tage fejl af kunst i mængden af sine malerier,

og det omgivelserne forventer af kunstneren.

Hvor kunstneren forud­sætter,

at produktion af maleriet giver kunst.

At kunstneren uden tanken,

følger andres tanker om produktion og økono­mi,

for hvad der er kunst.

298

Forståelsen om kunst er den skabende for uklar­hed,

om dens beretti­gelse,

som eksistens.

Kunst er den - den - forudliggende virkelighed.

At kunstneren kun kan møde den ved vejledning.

Vejledning er det - det hellige,

der ved dets tabuer - regelsæt - for­mularer kan beskrive eksistens,

i kunst.

Kunst er den det indre i mennesket,

der ved sin egne begrebs­verden prøver at beskrive sin tilværelse,

der om muligt igen­nem mennesker­nes beslægtede beskrivelse af sig selv,

forsøger at genfinde sit jeg i andre mennesker,

der er den indre kommunikation kendetegnet ved - at den går uden om den almene kommunika­tion.

299

Kunst af virkelig format,

vil det for betragteren under be­tragt­ningen udvikle en virkelighed.

Denne virkelighed kan den opstå i betragterens personlighed.

Betragteren vil denne føle,

at den verden der er indeholdt i kunst,

som virkelig­hed,

er betragterens egen virkelig­hed.

At betragteren føler,

at dette værk er betragterens eget værk.

Kan kunst have den overbevisning,

som virkelighed i sig,

at både kunstner og betragteren vil føle følelsen af at besidde,

dets inde­hold - den sete kunst­ virkelighed.

300

Kunst kan den opbygges,

som en kode.

Koden for en strømning,

kode for en skoling,

kode for en religiøs sekt,

kode for en politisk strømning.

Koden i kunst vil den på det tidspunkt,

når selve ideen ikke ek­sisterer mere,

som koden,

kunne give mere tro end kunst.

At koden vil vende fra kunst til at være ingen kunst.

Koden i kunst henfører den til andet,

end dens egen virkelig­hed.

At den ender med at være falsk,

undertrykkerne eller belastende for kunst.

Eksisterer koden i kunst kun på det rent medmenne­skeligt plan,

der indholder oprigtighed eller kær­lighed.

At skabelse af kunst ikke kan bruges til opnåelse af penge.

At skabelse af kunst ikke kan bruges til opnåelse af magt.

Dette dokument begynder ved nr. 301, af indskrevne stykker.

Slutter ved nr. 332.

____________________________­___________________   

301

Kunst tilhøre den kun dem,

der gør noget for kunsten.

Kultur tilhøre den kun dem,

der gør noget for kulturen.

Kan der være forskel,

set ud fra den politi­ske kulturelle opbygning,

på kunst og kunsten.

Kunst skabes den altid uden for det kulturelle system,

mens kunst overgang til kunsten medfører - at denne bliver del af et kulturel system.

At kunst der skabes ud fra tanker for et politisk kulturel system,

auto­matisk bliver kunsten i dette kultursy­stem.

Kulturen er den det politiske forsøg på,

at indkapsler kunst i dets definition på kunsten.

At kulturens opgave er at tilintetgøre kunst,

dens sanse­kræf­ter i de kulturelle regler og love.

302

Definitionen på ‘hvad er kunst’ sker den ud fra et social

møn­ster,

at anerkendelse af kunst er denne opfattelse,

som ligger i publikums - betragternes sociale status.

Kunst for de laveste klasser i samfundet eksistere den kun,

hvor den ved sin brug i dagligdagen er praktisk.

Kunst for den ‘uden-for’ rang klasse,

eksistere den ved sin spontanitet,

som det sanselige.

Kunst for overklassen,

vil den være symbol på uafhæn­gighed af dagligdagens nødvendigheder.

Den økonomiske elite,

vil den vælger sin kunst ud fra det vul­gære - mens kunsten - den letforståeligt er dens foretrukne interesse.

Den intellektuelle elite vælger den kunst,

der er prætentiøst og intellektuel,

samt kunsten - der er intellektuel i opfattel­sen.

Kunstnernes kunst indretter den sig efter det socia­le lag,

eller skaber kunstneren kunst til det bestemte sociale lag.

Hvorledes opføre kunst sig i forhold til de forskellige sociale lag,

det der er forholdet mellem betrag­terens og kunstnerens sociale status.

Kunst skabes den af kunstneren,

eller skabes den ud fra kunst­nerens inter­esse sfære - de kriterier kunstnerens mål­gruppe sætter,

som værende kunst.

Skabelse af kunst dækker den begreber af tilsigtet menneske­lige sociale adfærdsmønster.

Kan individualiteten skabt ud fra selve intentio­nen om kunst, som kunst intet have af kunsten i sig,

der skal kunne dække et bestemt social status som kunsten.

303

Kan det være ligeså naturligt - at for millioner af menne­sker,

vil oplevelsen til kunst være længere om at udvikle sig,

i forhold til de få ‘betragtere’ for hvem det er natur­lig at få en æstetisk oplevelse i kunst.

Den æsteti­ske oplevel­se,

vil det være at miste selv­be­vidst­heden.

Hvor betragterens egen tilstedeværel­se eksister,

mens bevidstheden udelukkende er rettet i direkte kontakt med selve

op­level­sen kunst.

At betragteren mister bevidstheds-følelserne ved sit eget jeg,

- mens der er kontakt til krop og mentalitet skabes der følelser af kontakt til omgivelserne som kunst.

Den almindelige adskillelse mellem en person og omgivelser - der er normal-oplevelse,

vil den forandre sig efter det sete kunst.

Kan betragteren efter oplevelsen,

få følelsen af at havde fået fornyet selv-be­vidstheden - idet der ved den æsteti­ske oplevelse,

som direkte kontakt med kunst,

skabes en selv-for­glem­mel­sen-øjeblik,

hvor tidsoplevelsen ændres under den op­timale op­levelse,

som en af­slapning for selv-be­vidstheden,

i hvilken tid ikke eksisterer samtidig med at bevidstheds-følelsen af total samklang med omgivelserne,

efter oplevelsen,

- at bevidst­heds-mønsteret indretter sig i om­givel­serne i en mere af­klaret form.

At introduktion til oplevelsen af kunst,

vil være af­gørende for om en betragter forstår selve

kunstoplevelse.

Vil introduktion til kunst være naturlig for de millioner af mennesker,

der fra kunst ingen bevidst oplevelse finder.

Findes der millioner af mennesker for hvem den bevidste til­værelse ‘ikke er kunsts indhold’,

hvis følelser ikke er for­bundet med dette,

der er indeholdt i kunst.

304

Kan introduktionen være afgørende for,

om en betragter misforstår oplevelsen af kunst.

At kunstkritikernes introduktionen til kunst står i magtposition - om kunst og til dens udvikling ved det faktum - at professionen opståen sker i det marke­det,

ved at millioner af mennesker gerne vil lærer de evner,

der giver den fornyede bevidstheds­skabel­se.

Kunstkritikernes indbyrdes kampe ligger den i,

at skabe marke­det [om kunst] ved den mulige oplevelse [som kunst].

Kunstkritikere vil de i lighed med kunstnere repræsen­teres af seriøs opfattede kunstkritiker,

samt plattenslager og andre nuancer af mennesket.

Kunstkritikeren er denne person udtryk for et behov,

at be­tragterne ved det læste - vil have ind­sigt i det der er kunst.

At betragteren ved kunstkriti­kerens hjælp,

i det skrevne,

prøver at finde en teknik der giver aflæsning af kunst.

Vil antallets størrelse af kunstkritikere være pro­portio­nelt med de profetier,

der repræsenteres kunst,

hvor pro­feti­erne sjældne viser deres sand­heds­værdi for efter­tiden.

 ‘Tidsoplevelse forsvinden’,

ved en betragtning af kunst,

er det den op­level­se kunstkritikeren skal til­stræbe i sin beskri­velse af kunst.

At betragteren ved indlærin­gen om kunst - i kunst,

vil føle fornemmelsen af at oplevelsen eksi­sterer i de følelser,

der frakobler følelserne fra den virke­lighed,

som er sammenkoblet denne virkelighed - vi alle har tæt inden på livet

Kunstkritikeren vil de ved denne følelse i tidsløsheds-fornemmel­sen,

have vanskeligheder ved at beskri­ve følelser ud fra deres egen virkelighed.

At kunst­kriti­kerens virkelig­heds-beskri­velse af kunst,

som det der er kunst,

er tilnærmel­sen,

der ligger i følelses-registerbar af me­die­hastig­heden,

der er udtryk for tidsfornemmelsen.

305

Eksistere det rigtige i kunst.

Eksistere den rigtige kunst hos autoriteterne,

som det per­sonlige autoritet.

At autoriteten danne det - der er den rigtige kunst,

ud fra andre kriterium end kunsts egen eksistens.

Det ‘rigtige’,

der er forskellig for den enkelte kunstner,

er det - det personlige.

Det rigtige er det dét,

for den enkelte be­trag­ter,

der er det person­lige.

Den rigtige æstetiske kunst-oplevelse,

er det oplevel­se,

der danne den personlige nærværende oplevelse,

at betrag­terens følelse af egen person­lighed er en del af selve op­level­sen.

Kan be­tragteren følelsesmæssig op­leve oplevelsen,

der ligger udenfor det at være be­tragter.

At de rigtige følelser i selve den æsteti­ske op­level­se,

er de følelser af et ophøjet følelsesregister,

der ligge uden for dem betragteren nor­malt registrere som sin egne,

der i sine normal situationer ingen eksistens har ved kunst.

Den æstetiske oplevelse er den uventet - hvis varighed vari­er fra korte øjeblikke til fornemmelsen af tidsløshed,

hvor den,

for betragteren,

eksistentielt i sin koncentration vil kunne huskes resten af livet.

At den må tillægges stor personlig betydning for betragteren.

Kan betragterens æstetiske oplevelse,

ved kunst,

være iden­tisk med kunstnerens oplevelse ved tilsynekomst af kunst.

At den rigtige oplevelse eksistere måde for betragteren og kunstneren,

mens kunst ikke vil kunne fremstå som den rigtige for kunstneren,

da den netop fremstår - som et punkt ved op­levelsens kontinuerlighed.

306

Mangler vi evnen til at se kunst i sammenhæng.

Mindsker vi vore egen evner til skabelse af kunst,

ved at sønderdele kunst i kunstens forskelligheder.

At menneskets evne til at rubricere kunsten i oprindelse,

ved bestemmelse i kategorier,

­fravrister overblikket,

hvorved følelsen af forskellen mellem de for­skellige kunstarter for­størres.

307

Skæbnen vil den afgøre hvilken kunstner,

kunstneren skal være.

Er det den fremsynethed,

der vil være afgørende for - at kunst­neren bliver den kunstner kunstneren vil.

Hvilken indflydelse har andre kunstner og mennesker på en kunstners afgørelse,

om kunstnerens fremtid,

som kunstner.

At kunstnerens arbejde bliver skabelse af kunst og ikke - at gøre produktion-kunsten.

Vil den ‘vej’ kunstneren vælger, blive ‘vejen’ - der er af­gøren­de for om kunstner kan nå de højeste mål,

inden for kunst.

Kan bedømmelsen af vejen,

til kunst,

for kunstneren,

alene ske ud fra en bedømmelse ‘at sandheden,

i ærlighed viser kunst­neren vejen’ til skabelse af kunst.

308

Den kritiske sans,

kan den aldrig forenes med skabende evner.

Kunstneren - der prøver at bringe et nyt svar på spørgsmålet om kunst,

frygter denne selve udslettelsen af sit svar - som værende kunst.

At dennes kunst bliver bedømt,

som betydningsløs,

uden be­tydning for kunst - kunsten,

som ingen kunst.

Er kunstnerens frygt,

at denne går over i frygten,

hvor denne (kunst­neren) mister evnen til kunst,

at kunstner ‘jeget’ eller værker viser sig - at være af ringere velkendte eksemplarer inden­for ska­belse af kunst eller kunstneren.

Vil den kritiske sans her være - den der afgøre på enestående vis,

hvornår kunstneren skaber kunst eller laver produk­tion-kunsten.

At det afgørende,

i skabelse af kunst,

er det specielle ved kunstnerens personlighed.

Det afgørende er det forskelligheden i kunstnerens person­lighed,

i forhold til andre menneskers personligheder.

At kunst udtrykte,

‘er det ukendte personlige’,

betragteren finder som sin egen ‘manglende’ personlighed.

Kunstneren med disse specielle egenskaber,

er det kunstneren der har sin kritiske sans i behold,

er det kunstneren der vil finde sig selv,

og sin skabelse af kunst som ikke værende epigoneri.

309

Den største kunst bæres den af en bestemt følelse.

Er denne følelse selvstændig og markant,

at et helt folk og tidsafsnit vil blive båret af den.

Vil følelsen ingen associationer frembringe.

Vil følelsen ingen begreber have til at fastholde den.

Kan følelsen have en nærmest religiøs form,

der i styrke kan vare et stykke tid eller hurtig tone ud.

Vil denne følelse som regel kunne genfremkaldes på et senere tidspunkt,

eller pludselig dukker frem af sig selv i betrag­terens erin­dring.

Hvor selve følelsesoplevelsen forbliver hos betragteren,

i lang tid fremover,

som følelsen,

der smelter sammen i noget gud­domme­lig,

at betragteren oplever det som et under.

310

Kunstneren der finder moden,

som kunst,

vil denne besejre kunst­neren.

At kunstneren aldrig vil kunne se det væsentlige i livet som kunst­.

Er moden for kunstneren,

hvad djævlen er for mennesket,

at den vil ‘for evig’ begrænse udsynet til kunst.

At moden er en tids smag.

311

Den bevidste kunst er det den kunst der sælger kulturen.

Den bevidste kultur er det den kultur - der skaber sin egen kunst,

med afsætning til kulturen,

som kunsten.

Kulturen udfoldelses muligheder,

er det de muligheder - som embedsmennesket og kulturkunstneren i fælles forståelse finder som kunst.

At skabe den bevidste kunst,

som et fælles værk.

Kunstneren der sætter sig ud over kulturens produktions-meto­der og dens udfoldelses metoder - der giver sig hen i egen person­ligheds- og udfoldelse muligheder,

må denne kunstner være ind- stillet på at betale en pris - ingen kulturkunstner vil blive tildelt.

312

Kampen for at finde kunst - at skabe kunst,

er den som ung kunstner tillokkende.

Vil den som kunstnerens alder skrider frem,

tabe til erkendel­sen,

som det umulige mål - at nå i livet.

At det er umuligt,

at nå noget egentlig mål her i livet.

Vil der tilbage for kunstneren fremstå,

samfundets egentlige struktur.

At lykken består i produktionen af kunsten.

313

Det ubevidste i kunst,

er det det bevidste,

som skabelse af kunst.

At det ubevidste udtryk,

modsvares af dets bevidste indtryk i selve denne proces,

hvor en skabelse af kunst finder sted.

Kunsts der i sit ubevidste udtryk påviser en eksistens,

som kunst,

vil denne ved ‘selve’ dens bevidste udtryk,

giver be­trag­teren et be­vidst indtryk,

der i sin beskrivelse taler om det der er essentiel ved skabelse af kunst.

314

Det som skabe kunst er det aleneheden - ensomheden - troen på at den kunstner,

der står uden-for andre kunstnere,

kan skabe kunst.

Er det ved denne ensomheds-følelse,

at tingene står klarest frem,

at kunstneren ved at blive sat uden for enten vil finde forståelsen for kunst- kunstens- kunstner opbyg­ning,

eller finde sin egen begrænsning som kunstner.

Indsigtet i billedkunst,

vil den kunne konstrueres,

for ad den vej - at skabe nye konstruktioner.

Menneskets udvikling vil den kunne tilbage-konstrueres,

mens dens fremtid ud fra de menneskelige værdier ikke vil kunne konstrueres.

Den tekniske billedkunstneri vil den kunne konstrueres,

som en nye fremtid for kunst og kunstneren.

At selve fremtidskonstruktionen for kunst,

bygges på ideer - der er konstrueret ud fra tanken om menneskelige værdier - kan kon­stru­eres.

Frygten,

som ensomhed,

vil den skabe en endnu større frygt i takt med de mest udtænkte og

ud­byggede konstruk­tioner,

i ska­belse af kunst eller kunstneren.

At de “konstruktionerne”,

stadig mangler indsigt i de menne­ske­lige værdier,

som menneskelige følelser er bygget på.

At frygten i kunst - i kunstneren,

der er sat udenfor kunst­nerne enten vil finde indsigt,

som skabelse eller bukke under.

315

Beherskelsen af kunst er det beherskelsen af et udtrykssprog.

Er litteraturen,

som kunst,

beherskelsen af ordet som sprog,

hvor de enkelte ords sammensætninger vil kunne skabe for­nemmelsen ved følelsen af kunst.

At ordet er det ma­teri­ale,

der danner illusionen - rummelig­hed - indhold og formen,

i sæt­ningerne,

der skaber kunst.

I musikken,

som kunst,

er det beherskelsen af de enkelte toners sammensætninger,

der ved følelsernes udtryk skaber fornemmel­sen af kunst.

At tonerne er det ma­teriale - der skaber følelsen af farver

- form og ind­hold,

som lyd-skalaer,

der i deres sammensæt­ninger skaber kunst.

Maleriet,

som kunst,

er det beherskelsen af materia­ler - der i deres sammensætninger,

‘der’ kan udtrykke følelsernes sam­men­sæt­ningernes kunst.

At materialet er det - som rummer materialesammensætningernes følelser for farver - form - indhold,

der ved udtryksformen følelsen - skabelsen - er kunst.

316

Kunst der i sin skabelse ikke ejer beslægtede egenskaber med anden kunst,

vil den være vanskeligere - at påvirke,

end kunst med beslægtede egen­skaber.

At påvirkningernes magt,

først vise deres fulde styrke ved kunsts beslægtede skabelse af kunst.

Kan kunstnernes ligesinde udvikling,

de sociale - kunstneri­ske,

have indflydelse på en eventuel påvirkning,

således at kunst - der har opnået samme stadie med anden kunst er mere udsat for påvirkningerne,

som magt.

Magten fra påvirkningerne,

kan den ske på såvel det ubevidste om­råde,

som det bevidste område under kunst­nerens skabelse af kunst.

Vil påvirkningernes-magten forskellighed,

være om den gode kunstner - om den onde kunstner - om snuhed - om magten til indflydelse - om magten til pengene - om bedre kunst...

Hvor påvirkningsmagten,

som det at skabe kunst,

for at frem­mer de værdier,

som er menneskelige følelser,

er den magt der udsletter påvirkning,

som magt,

i en gensidig forståelse for skabelse af ny kunst.

317

Tingene der nærmere sig kunstneren,

kan de skabe kunstneren bedre indsigt i tingene - end tingene der adskiller sig for kunstneren.

Det at kunstneren nærmer sig skabelsen af kunst,

skaber det kunstneren større indsigt,

i selve skabelsen af kunst,

end det som sker for kunstneren,

når selve skabelsesprocessen adskil­ler sig fra andres kunstners skabelse af kunst.

318

Oplevelsen er den kerne til fornyelsen i kunst.

Vil det kunne forudbestemmes,

om en oplevelse kan have en eksistens,

som kunst.                                     

Selve oplevelsen er den så følelsesladet,

at kunstnerens ‘alene­hed’ med oplevelsen giver kunstneren en begrænsning i evnen til at føle oplevelsen til mere - end den er.

Kunstnerens erkendelsesevne vil den vurdere om en oplevelse er af de følelser,

at den vil have en kunstnerisk værdi for eftertiden.

Er der kunstnere der udtager oplevelser til fremstil­ling af billeder,

ud fra tanken om at oplevelsen i sig selv har en økonomisk værdi.

319

Vil der i skabelse af kunst være intet - der er rigtig - intet der er forkert,

ud fra den enkelte kunstners overbevisning om skabelse af kunst.

I kunsten er det her vi finder,

det som er rigtig og det som er forkert,

at tiden - kunsthistorikerne - kunstkritikerne og betragterne har givet kunsten sin bedømmelse i form af normer for

- hvorledes kunst opbygning sker.

320

Store kunstnere kan de være lidt skøre.

Skaber det muligheden,

at betragterne må være lidt skøre,

for at eje troen på kunstneren og deres egen beundring for denne.

Kan det være muligt at det forholder sig således,

at betrag­teren foretrækker at være anderledes end andre mennesker.

321

Er det en kunstners ret at arbejde med de udtryksformer denne finder er rigtigst for kunstneren.

Kan udtryksformerne være ens for både det nonfigurative,

såvel som for den figurative eller den abstrakte kunst.

Det som skaber kunst,

som maleri,

er det de stemninger kunst­neren finder frem i sin kunst.

Stemningerne er det dem der afsløre om det personlige - ‘kunst­neren’,

er til stede,

som skabelse af kunst.

At det er det personlige,

i udtryksformen,

der er skabelsen af kunst.

322

Det særlige ved kunst er det dens egne regler og iboende love,

som sammen med naturen - videnskaben - det politiske liv skaber “det store rige”.

Er det dette “det store rige” der lader os ane,

som en sidste instans ‘mulig­hederne’,

for menneskets tilværelse på godt og ondt.

Kunst iboende kraft,

vil den accep­ter love og regler fra andre systemmer som for eksempel viden­ska­ben eller det politiske liv... Skal være gældende for ska­belse af kunst.

Vil det være muligt at videnskaben og det politiske liv,

kan opbygge regler og love som en opfattelse,

ud fra naturens mulig­heder - som menneskets natur,

i sammenklang med naturen.

At mennesket udtænkte regler og love for hvordan naturen fungere,

er i menneskets natur.

Naturen som fremkaldte regler og love(kultur),

vil det være disse som forhindre muligheden for skabel­se af kunst.  

At kunst mangler en samklang,

med dens natur.

Vil de menneskeskabte regelsæt og love ingen eksistens have - som naturens forudsigelige,

mens i skabelse af den harmo­ni - som kunst finder - som sin natur

- videnskaben kan finde som sin natur samt det politiske liv - der vil opbygges i harmoni - skaber samklang med naturen.

323

Beviset på skabelsen af kunst ligger det i de utallige værker

- der er skabt af anonyme kunstner igennem hundrede,

tusinde år.

Beviset på menneskets drømme om evig-gørelse ligger det i kunstnerens navn eller i de værker denne efterlader sig ved sin død.

Beviset for en eviggørelse,

ligger det i menneskets natur,

at ‘mennesket’,

som selve naturen,

vil leve videre i selve det,

som er dets ånd.

Beviset på at ‘eviggørelse’ er fundet sted,

ligger det i det som mennesket har udrettet i levende live,

overgivet efter­tiden af kunstneren som oplevelsen,

skabt i den person­lige opfattel­se,

udtrykt i materialer der eksisterer som en viden - afhængig af materialets natur med selve naturen.

324

Kunstnerens opgave i et eksisterende samfund er det at indgå i samfundsstrukturen - ved at skildre dets negative sider samt dets positive sider - som kunst,

eller at indgå i samfunds­struk­turen økonomi­ske kreds­løb - for at vinde de økonomiske gevin­ster,

der er at hente ved arbejde med kunst.

Forskelligheden ved kunsten og kunst,

er det at kunst­neren skildre kunsten eller skaber kunst.

Det at skildre kunste­n er det at finde til­værelse negati­ve sider - dens eksisterende liv,

mens det - at skabe kunst - er at finde de positi­ve sider i til­værelsen for menne­sket.

Er det - at skabe liv - som kunst,

at kunstneren giver indsigt i et sam­funds strukturer,

ved at finde dets nye værdier for et sam­fund.

Er det kunst,

at skildre et samfunds negative strukturer,

- dets liv eller er det at gøre kunsten.

Kunstnerens opgave i et eksisterende samfund er det,

at skabe de nye værdier for samfundet - der ligger i - at samfundsstruk­turens opbygning får et menneskelig indhold,

at kunstneren i sin skabelse af kunst finder frem de værdier,

som vil for­bed­re et samfundsstrukturs menneskelige indhold

325

Kunstneren er denne i lighed med andre mennesker præget af sin samtid.

Det personlige er den ens for både mennesket og kunstneren.

Vil tingene have en bestemt mentalitet,

som betydning,

ud fra den tid de betragtes i.

Kan betydningen for mentaliteten i kunst,

være det - som er udtryk for selve tiden.

Vil kunstneren - der forsøger at imitere et udtryk for tiden, uvil­kårlig ende med ingen kunst.

Kunstneren der følger sin egen natur,

vil denne i natur­lighed kunne finde udtryk for tiden og dens ideer og tanker,

at de naturlig indgår i arbejdet,

som skabelse af kunst.

326

Kunst - som bekræftelse af livet,

giver den sig udtryk ved - at være ukritisk kunst - som den i sin natur er en kritik af kunst.

Kunst vil den adskille sig selv fra det sociale forløb af samfun­det og dermed blive mere udsigtsløs og håbløs som kunst.

At kunst desto mere kunst den er jo mindre er den en del af det sociale forløb i samfundet.

Kunst,

som er den rigtige kunst,

vil den lide under sine egne be­græns­ninger.

Er det disse begrænsninger kunstnerne altid vil gøre oprør imod.

Begrænsningerne i kunst,

kan de ligge i de ude fra kommende begrænsninger,

der bliver lagt for kunst.

Vil ‘begrænsningerne’ i kunst være dem,

der skabe en ny form som kunst.

Skabelse af kunst,

vil det i sig selv skabe sig begrænsninger for det - at skabe.

Kan det - at skabe kunst,

være de samme kræfter der hele tiden vil sætte nye begrænsninger,

fra den skabte kunst til skabelse af kunst.

Kunst,

vil den i det den omdannes til kunsten vise sin be­rettigelse for sin skabelse.

At den ved sin skabelse for betragterne har gennemlevet kritik,

inden den omdannes til kunsten.

At kunstneren ikke kan skabe kunst,

uden at kunst møder kritik,

inden dens omdannelse til kunsten.

327

Barndommens erindringer vil de indgå,

som en del af kunst­nerens forsøg på - at finde sin egen identitet.

I skabelse af kunst - vil det for kunstneren være nødvendig,

at genop­leve sin barndom i oplevelser på godt og ondt kunstneren har gennem­levet.

Kunst der udtrykker barndommens oplevelser - (kunstnerens),

vil de skabe en større lettelse for kunstneren.

At denne vil finde større frihed til skabelse af kunst.

Er det i denne proces kunstneren,

genfinder det ubevidst fra sin egen personlighed,

som kunstneren skaber - som det bevidste i sin ‘personlige skabelse af kunst’.

328

Det personlige udtryk - kunstneren finder i sit arbejde med skabelse af kunst,

skal det være - at kunstneren genskaber hele sin eget liv - som kunst.

Hvor en betragter - vil kunne finde kunstnerens forpinte barn­dom - der efterfølges af en forbitrede social opvækst,

som genskabes,

som kunst,

i et forsøg på at gennembryde sin afmagt overfor barn- og ungdomsårenes fastlåsning af ingen identi­tet.

At skabelsen af identitet,

vil være skabelse af en person­lig kunst.

Denne personlige kunst,

vil den i sit videre forløb for kunst­neren være værktøj til,

at forsætte sin beskrivelse af sit eget liv i en kunst,

hvor kunstneren vil forsøge skabelse ‘af sig selv’ - som kunstner ved skabelse af kunst.

At kunstneren i sine beskrivelser fremstiller sine vanskelig­heder,

ved det kunstnerisk gennembrud - ægteskabelige kon­flik­ter,

som kunsten.

Kunstneren vil denne ved at hæve sig ud over “de personlige følelser” kunne bryde igennem til det ‘fremmede’,

der indtil da har svækket kunstnerens kraft,

til at skabe kunst.

Skabelse af værket,

vil det først ske når kunstneren har frigjort sig fra de følelser,

der i skabelse af kunst hand­ler om - ‘selve personligheden’ for kunstneren.

At kunstneren,

kan skabe ‘værket’,

der er fortællende om menneskets storhed.

329

Drejer det sig om den kunst,

at strukturer livet for menne­sket.

At kunstneren ved sit arbejde stiller sig selv spørgsmålet; er livet bestemt gennem destruktive fænomener.

Vil spørgsmålene som,

i sig selv,

ikke er destruktive i deres fremførelse tydeliggøre for kunstneren alle livsformer,

et ikke destruktivt fænomen.

At kunstneren ved skabelse af kunst får tydeliggjort,

at kunst i sit væsen kan skabe mennesket en bedre verden.

Kunst der skabes ud fra det - som er selve menneskets væsen,

det som også er dets destruktive struktur,

vil det sammen­holdt med menneskets andre strukturer,

være det som får mennesket til,

at se kunst som en del af noget større,

den menneskelige indsigt i sig selv - som menneske.

330

Kunstnerens fejlslagen forhåbninger - skuffelser,

menneskets ligegyldighed og mangel på kunstforståelse,

kollegernes misun­delse,

vil det kunne sløve kunstnerens vilje til kunst.

Vil kunst - som den bedre kunne og viden udvikle manglende selvkritik og ude-fra kritikken,

at kunstneren mister inter­essen for det - at skabe kunst.

At det er drømmene om storhed - kunstnerens selv­sikkerhed i skabelse af kunst,

der ødelægger muligheder for ska­belse af kunst.

331

Skal kunstneren skelne mellem kunst - livet - det der er kær­ligheden til livet.

Kunst vil den i kærlighedslivet have den egenskab,

at det vil kunne løse op,

at kærligheden bliver endnu stærkere udtrykt.

Kunst udtrykker den ikke kun kærlighed til livet,

men opløser selve det inderste i mennesket,

så dets balance mellem in­divid og kærlighed kommer nærmere kærligheden i mennesket.

332

Det at tro kunst alene bygger på naturgengivelserne (som selv er abstraktio­n),

vil det være at til­side­sætte den moden­hed,

de refleksioner,

den evne,

samt det umådeli­ge tidsrum,

kunst eksi­stens har levet i.

Vil det være kunst naturlighed,

som kendertegner kunstneren,

at det enorme tidsrum - der har været skabelse af kunst,

som værdig­hed,

samt dens mystik,

stadig er kunst væsent­ligste fremtid,

som både udforskning og dens besvarelse.

Hvor vi aldrig vil komme til at forstå,

skabelsen af kunst,

uden - at forstå skabelsen af mennesket.

Det at vi altid kan nå til erkendelse,

at forstå kunst ud fra de konstruktive begreber,

der ligger som værdig­hed,-

deres mystik,

vil det være at finde mennesket i kunst,

samt dens foran­dring til kun­sten.

At kunst - kunsten - kunstens-tradition samt produktions-kun­sten indeholder alle de menne­ske­lige egenskaber menneskene besidder,

mens skabelsen af kunst besidder de egenskaber som giver mennesket større muligheder i dets bestræbelser på at finde erkendelse - som menneske.

…………………………………………………..

Mærkelig, hvis videnskabens regler kan afvise ånd, og åndelige kræfter. Alene på grund af sin afstandtagen fra de åndelige kræfter.

Og, hvis ånd ligeså klart kan afvise videnskaben, ved dens manglende ånd.

Tyder meget på det bunder i overbevisning og ikke i nogen former for viden eller tro.

Derfor må det antages enhver Tro kan flytte en hvilken som helst viden ved dens manglende ånd.  Ligesom enhver videnskab, vil kunne afvise enhver tro, som ikke videnskabelig bevist.